Kompagnier / Østersøisk-guineisk Selskab

Østersøisk-guineisk Selskab

1781-1787
Da Bargums "slavesocietet" gik fallit i 1777, stod staten med en række problemer. Firmaets forter, skibe, pakhuse osv.skulle gerne i brug igen, selv om handelen med slaver isoleret set havde vist sig som en underskudsforretning. Men den skulle gerne i gang igen for at dække plantageejernes behov for ny arbejdskraft. Hvis det ikke skete, ville det få uheldige konsekvenser for den profitable sukkerindustri og for afsætningen af indiske tekstiler, som Asiatisk Kompagni stod for. For netop de indiske bomuldsstoffer var det allervigtigste betalingsmiddel, når der skulle opkøbes slaver i Afrika. Danmarks tropiske kolonihandel var med andre ord truet.

Staten besluttede derfor at oprette et nyt selskab i 1781 under navnet Østersøisk-guineisk Selskab med særrettigheder på handelen på Guinea og slavetransporten til Vestindien.
Som navnet viser var det desuden forpligtet til at også at handle i Østersø-området, bl.a. for at sikre kornforsyningen  til København. Det overtog det store areal mellem Kvæsthuskajen og Toldboden med pakhuse, kajanlæg m.m. samt de 37 skibe, der tidligere havde tilhørt de to firmaer  Almindeligt Handelskompagni eller  Kongelige Grønlandske Handel , der nu blev flyttet over til Christianshavn for at give plads til det nye selskab. 
 
Aktiekapitalen på 3 millioner rdl. kom fra private investorer samt Kurantbanken. I bestyrelsen sad bl.a. Ernst Schimmelmann. For at kunne opmagasinere de mange østersøiske varer overtog selskabet det Gule Pakhus ved Toldboden, som Grønlandske Handel tidligere havde anvendt. Desuden fik selskabet bygget det Blå Pakhus 1781-83 samt det korntørringsmagasin, der i dag kendes under navnet Hotel Admiral. Det fik yderligere råderet over et værft ved Toldboden, som et andet kompagni med eneret på handelen på Færerne, Island og Finmarken havde disponeret over.

I starten gik det godt som følge af den danske neutralitetspolitik og højkonjunkturen under Den er Amerikanske Uafhængighedskrig 1775-83. Selvskabet sendte i årene 1781-1786 ca. 40 skibe til Afrika, hvor man opkøbte 15.100 slaver. Heraf nåede kun godt 11.000 til Vestindien.

Krigsafslutningen i 1783 medførte lave priser, fald i omsætningen og et så stort underskud, at det i 1786 blev besluttet at lukke selskabet og overlade aktiver og passiver, herunder den transatlantiske slavehandel, til et konsortium af private redere under navnet De østersøisk-guineiske Entreprenører for en samlet pris på ca. 163.000 rdl. Officielt blev konsortiet ledet af William Pingel, Josef Meyer og Jeppe Prætorius, men den reelle ejer var en af byens rigeste forretningsmænd, Frederick de Coninck.
Forordningen af 1792 med et forbud mod slavehandel fra 1803 betød, at konsortiet mistede deres eneret på den transatlantiske slavehandel, der nu blev åben for alle interesserede. I perioden 1793-1803 blev godt 30.000 slaver fra Guineakysten sejlet over Atlanten på danske skibe.

Relationer til Christianshavn:
Ud af selskabets 37 skibe var 15 bygget på christianshavnske værfter.
Selskabets bogholder hed Jeppe Prætorius. Han fik senere sit eget firma og slog sig ned på Christianshavn i Overgaden neden Vandet 39.
 
Litteratur:
Carl Bruun (1846-99) Kjøbenhavn del III, kap. 4, København 1901, s. 818 ff.
Kåre Lauring: Fra underskud til forbud. Handels- og Søfartsmuseets årbog 2011, s81 ff.
Samme: Slaverne dansede og holdt sig lystige. København, 2014, s. 128 ff.
 
 
Siden 1776 blev der bygget skibe til Slavesocietet og de efterfølgende kompagnier ved Toldboden foran den nye Frederiksstad. I 1801 blev værft og plads købt af skibsreder Lars Larsen, der også handlede på Vestindien.
På Dahls maleri af stedet i 1840 ses den økonomiske nedtur efter den florissante handels ophør.
Lektor Anders Bjørn | Eschrichtsvej 59, 2500 Valby - Danmark | Tlf.: ++45 28147883