Søfolk

Christianshavn var fra starten i 1618 planlagt som en søfartsby, hvor skibene kunne laste og losse ved Strandgade og kanalen. Mulighederne for at ekspandere med nye havneanlæg, pakhuse, skibsværfter, værsteder m.m. på de eksisterende eller lavvandede grunde i udkanten af bydelen var absolut gode.

De kongelige intentioner om at gøre Christianshavn til sæde for en blomstrende udenrigshandel blev dog først for alvor realiseret i løbet af 1700-tallet som følge af den voksende globale handel, gunstige økonomiske konjunkturer og den lange periode 1721-1801 uden krig.
 
Det er derfor ikke underligt, at antallet af søofficerer og matroser på Christianshavn steg voldsomt i denne periode:
 
1728: 45 søofficerer  og 53 matroser m.m.
1787: 62 søofficerer og 88 matroser m.m.
1801: 120 søofficerer og 166 matroser m.m.
 
Der er kun få oplysninger om de menige søfolks destinationer. Til gengæld viser kilderne om  de christianshavnske officerer i handelsflåden, at de i stigende grad sejlede til Vestindien. I 1728 var det kun 2 ud af 45, i 1801 47 ud af 120, der havde prøvet at ankre op ved de vestindiske øer med eller uden slaver ombord.
 
Fregatten Damerne, bygget i 1778 på Bodenhoffs værft på Christianshavn. Det blev mindst en gang sat ind på ruten til Vestindien
Lektor Anders Bjørn | Eschrichtsvej 59, 2500 Valby - Danmark | Tlf.: ++45 28147883